En lækker pikant bitter.

1 stang kanel,

10 hele Mandler ,

10 hele Kardemomme ,

10 hele Nelliker ,

10 hele Sorte Peber,  

ca. 2 gr. hel Ingefær ,

ca. 2.gr. Anisfrø.

Alle ingredienser kommes på 75 cl. Brøndum, Kornsnaps eller anden neutral brændevin.

Trække tid:         5 døgn.  

derefter filtreres den og hældes tilbage på flaske.  

Denne ”Bjæsk” får en smuk brunlig farve og en dejlig krydret smag.

Agermånen, af hvilken der kun er to arter i Danmark, er en slægt af rosenfamilien. Almindelig Agermåne er en flerårig urt med en 30-80 cm høj, rank stængel med ganske små gule blomster i en lang aks formet klase. Bladene er fjersnitdelte, og hele planten er behåret. Frugten, der er en nød, er omgivet af blomstens underbæger, og dette er besat med børster, der ved modning bliver kraftigere og ligesom burrer sætter sig fast i forbipasserendes tøj eller dyrenes pels. Og på den måde spredes planten. Agermånen er vildtvoksende i Danmark ved vejkanter, hegn og gærder, især på solrige steder. Blomstringstid: juni-juli-august.

Planten er fuld af garvestoffer og æterisk olie, som gør den velegnet til bitterfremstilling. Dens navn har intet med en måne at gøre, det er blot en forvanskning af det latinske navn. I gamle dage brugtes den som lægeplante mod alverdens sygdomme. Den forhandles stadig gennem apoteker og materialister. En agermånebitter er blød og behageligt krydret.

Vejledende Fremgangsmåde:
Til bitterfremstilling anvendes de blomstrende aks, der afklippes, skylles og tørres et par dage i skygge, hvorefter de kommes i glas og dækkes med snaps.

Trække tid:         1 uge.

Dette giver en stærk essens, som fortyndes efter smag. En længere hviletid før servering anbefales. Farven er lys brun.

Ambra (artemesia abrotanum)

En ambra er en flerårig haveplante, tilhører kurvblomstfamilien og er i slægt med såvel ukrudtplanten bynke som malurt, der både vokser vildt og dyrkes i haver. Egentlig er ambra en halvbusk, der kan blive op til 1 m høj. De grønne blade, der har et gråligt skær, er findelte og fyldt med aromatiske stoffer, som gør dem velegnet til bl.a. bitterfremstilling. I de kugleformede blomsterkurve sidder, et utal af små uanselige gulblege blomster, der danner en masse frø. Planten blev i middelalderen indført i Danmark fra Sydeuropa af lægemunkene og har været benyttet som husråd mod mavelidelser. Bladene blev i tørret tilstand brugt som middel mod møl i klædeskabe og kister på grund af deres stærke duft.

Navnet Ambra bør ikke forveksles med de galde- og tarmsten af samme navn, der dannes i kaskelothvalen og kan findes opskyllet ved Stillehavets kyster. De indeholder i øvrigt også æteriske olier.

Vejledende Fremgangsmåde:
Af ambraens blade laves en essens. En eller flere bladkviste stikkes i en flaske og dækkes med snaps. Bruges en hvid klar flaske, vil man observere, hvor hurtigt snapsen antager en smuk lysegrøn farve, der får det hele til at se dekorativt ud.

Trække tid:         ca. 8-10 dage

Derefter filtreres bladene fra, hvorefter essensen bør henstå yderligere et par uger, før den fortyndes, indtil den ønskede smag og styrke er opnået. Forsøg først med en lille prøve. Jo længere den, nu drikkeklare bitter får lov til at hvile, des mildere og mere afrundet bliver smagen. Farven vil undervejs ændre sig til lys brun.

Bladene kan tørres eller fryses til senere brug.

Bakkenellike

Bakkenellike er med sin rosenrøde, stjerneformede krone i et langstrakt grønt bæger mellem de fineste vækster på sandede jorder og græsbevoksede klinter. Blomstens kronblade er tandede i randen, har små hvide prikker og en mørkere ved grunden. Sammen danner de mørke pletter en kreds omkring blomsterbunden, hvis dybe honning rum kun kan nås af sommerfugles lange snabler. Dens spæde blomster, der sidder i enden af 15-30 cm lange stilke, som skyder op fra løse bladtuer, ses overalt i Danmark fra slutningen af juni til September.

Recept

De nyudsprungne blomster plukkes, løsgøres med et snit fra de grønne bægerblade, kommes på flaske, dækkes med alkohol og trækker 2-3 døgn. Derefter filtreres essensen fra og kan fortyndet bruges med det samme, men vinder i fylde ved lagring. Det er vigtigt at hele blomsterbunden, som gemmer en fint aromatisk honning, følger med, men store mængder kryddersnaps af denne lille urt er det ikke nemt at fremstille.

*

Bakkenelliken hører til en omfattende familie med op mod 300 forskel lige arter, der kendes fra hele Europa og Middelhavsområdet, hvor den har sit centrum. Gennem årtusinder har nelliken været dyrket og forædlet flere steder i Europa, i det sidste århundrede særlig i Nordamerikas gartnerier, hvor de store tætkronede, blodrøde drivhusplanter er sidste skud på den oprindelig beskedne vildtvoksende plantes stamtræ. Som lægeplante blev nelliken dyrket i middelalderens klosterhaver. Den må ikke forveksles med kryddernelliker, der er udsprungne blomster fra et træ, oprindelig hjemmehørende på Filippinerne og Molukkerne, men nu dyrket til eksport flere steder i de sydlige lande. Denne lille brunsorte, tørre nellikeblomst har som krydderi været brugt et par årtusinder, både til kød og drikke, også til kaffe i Arabien og Østafrika, hvor den dyrkes til eksport. Kryddernelliken ansås tidligere for særlig beskyttende mod pest.

Alm. Bjørneklo

Alm. Bjørneklo tilhører skærmblomstfamilien. Den er en flerårig op til 2-3 mtr. høj plante med store fjersnitdelte blade på en stærkt behåret og furet stængel. Den store flade skærm er fyldt med talrige små, let grønlige blomster, ofte med et rosa skær. Blomstringstid: juli-august.

Planten er vildtvoksende overalt i Danmark. Ved første øjekast kan bjørneklo let forveksles med kvan (eller omvendt), men denne, som i øvrigt ikke er nær så almindeligt forekommende, har en kuplet skærm, og stænglen er glat. Og så har kvanen en behagelig, krydret duft, mens bjørnekloens duft er ret ubehagelig. Bjørnekloen har ord for at være giftig, og det er i alt fald rigtigt, at hele plantens saft indeholder et stof, der – især i forbindelse med sollys – hos nogle fremkalder en voldsom hud eksem, så har man været i nærkontakt med bjørnekloen, bør man vaske hænder grundigt, før man udsætter huden for stærkt eller langvarigt sollys.

Til bitterfremstilling bruges kun roden, og den er ikke giftig. En bjørneklo-bitter ændrer smag under udviklingen. Den vil først være sødlig jordagtig, derefter peberrodslignende og senere som stærk kvan.

Vejledende Fremgangsmåde:
Hent først roden hen på efteråret, når stænglerne er godt udtørrede, men arbejd for en sikkerheds skyld med handsker.

Roden renses godt, skæres evt. i skiver, før den fyldes på et glas og dækkes med snaps. Finder man et særlig flot rod stykke, kan man sætte det i en passende flaske eller krukke og dække den med snaps. En sådan flaske pynter vældigt på hylderne.

Trække tid:    2 – 3 uger.

Derefter kan der prøvesmages, idet bitteren på dette tidspunkt antageligt skal fortyndes noget, hvor meget afhænger af forholdet mellem snaps og rod stykker. Vi fjerner ikke rod stykkerne eller skiverne fra glasset, men fylder efter med snaps, indtil de ikke mere afgiver smag. Bitteren er næsten farveløs og er en af de få, man fint kan drikke, og nyde, straks efter fortyndingen.

Bukkeblad

Bukkeblad er et af vårens særprægede blomsterlys i mosehuller og lavvandede søer, i våde enge og kær. Fra en kraftig undervandsstængel skyder den sine kløverformede blade og 10-30 cm lange stængler med opad rettede klaser af hvide kniplingsblomster med rosa farve på undersiden. I den
korte blomstringstid omkring 1. juni opsøges bukkeblads blomsterhonning af humlebier, som samtidig bestøver den. Dens blades bitre smag, som særlig gedebukke kan lide, har givet den navn. På grund af dens blades form kaldes den også bitterkløver.

Recept

Af bukkeblads friske blomster kan udtrækkes en mild og bittersød aroma, men som fø1ge af den korte blomstringstid må man oftest nøjes med bladene. De plukkes grønne, kommes i flaske, dækkes med alkohol, der filtreres efter et par døgn. Koncentratet fortyndes efter smag.

*

Bladenes store indhold af bitterstof indgår i mange præparater, som særlig er blevet brugt mod mavebesvær. Som blodrensende middel og mod gigt har man af dens tørrede blade lavet te, mens dens tykke rod under misvækst er blevet malet sammen med brødkorn. Også til tobak har bladene været anvendt. Troen på bukkeblad som lægemiddel har holdt sig gennem et par år hundreder. Specielt har den i tidligere tid været brugt i Sverige mod skørbug, indvendig som krydderi i øl, udvendig ved afvaskning af skørbugssår, som derefter dækkedes med kogte eller friske blade. Som kræftmiddel har bukkeblad været anset for virksom og er af kvaksalvere blevet solgt som sådan lige til vore dage, hvor den svenske sundhedsstyrelse flere gange har måttet gribe ind mod patentmiksturer til kræftbehandling.

Blåbær

Blåbær tilhører bøllefamilien.  Det er en ca. 30 cm høj løvfældende dværgbusk med ovale, fint takkede blade. Blomsterne, der sidder i en kuppel, er kortstilkede og enlige, hvide med et bleg rosa skær. Frugterne, de ærtstore bær, er sorte blå duggede udvendig, røde indvendig. Blåbær findes hyppigst i Jyllands hedeegne, i Nordøstsjælland og på Bornholm. Blomstringstid: maj-juni. De velsmagende bær anvendes i rigt mål i husholdningen. Tidligere anvendtes både tørrede bær og blade medicinsk mod maveonder. I vinfremstillingen har blåbær også været benyttet som farvestof. En blåbær bitter river ikke i halsen, er mild og dog fyldig. Den er liflig til en kop kaffe, men heller ikke dårlig til lette kødretter.

Vejledende Fremgangsmåde:
Bærrene plukkes, når de er fuldmodne (juli/august), skylles og tørres let, fyldes på et glas og dækkes rigeligt med snaps. Anvend helst ikke snaps under 40%, da de saftfulde bær vil reducere alkoholindholdet i den færdige bitter. Nogle timer i en 50-75° varm ovn vil nedsætte risikoen for, al alkoholindholdet bliver uacceptabelt lavt.

Trække tid:         3 – 4 måneder,

hvorefter den filtreres. Essensen bør hvile ca. 4 – 6 måneder, før den fortyndes efter smag, hvis den overhovedet skal fortyndes. Snapsen filtreres eventuelt for bundfald. Farven er flot dyb rød. Bærrene kan tørres eller fryses til senere brug.

Enebær

Ene er det nåletræ, der har videst udbredelse. Det findes i hele Europa, dog særlig i den nordlige del og derfra videre gennem Asien og Nordamerika til Grønland med undtagelse af de allernordligste egne. I Danmark vokser Enen især på åbne sandede og øde bakkedrag. Den har mange skikkelser, lige fra en lav forgrenet busk, som ikke er meget højere end lyng, der oftest omgiver den, til ranke søjleformede små træer, der ligner soldater i spredt fremrykning. Ene er mellem de første vækster, der skød op her i landet i tundra tiden for mere end 12.000 år siden. Den præger endnu som underskov Hald Ege ved Viborg, Tibirke Bakker i Nordsjælland, Ulfshale Skov på Møn og mange strøg på Bornholm.

Recept

Karakteristisk for Ene er de ærtestore bærkogler, sammenvoksede kogleskæl, som indeholder frøene. Modningen af koglerne tager to år. Det første år er de grønne eller grågrønne, det følgende blå eller brunsorte og matte af voksbelægning. Det er de mørke bær, som bruges til kryddersnaps. Koglerne findes kun på nogle af buskene, fordi ene er tvebo. De er vanskelige at plukke på grund af Enens smalle, spidse nåle. Nemmest er det at holde et klæde under og så slå bærrene af med en kæp. De etårige grønne bær må sorteres fra, da de giver en ubehagelig terpentinsmag.

September er den rette tid at høste enebær. De skylles, tørres et par dage i skygge, stødes let i en porcelænsmorter, hældes på flaske og dækkes med alkohol. Efter en uge eller to sies væsken fra, henstilles til klaring nogle måneder og hældes på en ny flaske. Enebærsnaps skal omrystes inden brugen, fordi den meget velsmagende enebærolie let samler sig på overfladen.

 *

Enebær har fra ældgammel tid været højt skattet som middel både mod hekseri og sygdom og har været brugt som sådan helt op til vor tid i Vestjylland. Ved brænding af enebærgrene fremkommer en stærkt krydret røg, der både kunne drive pest, spedalskhed og anden sygdom på flugt, mente man. Den er også god til røgning af fisk, grævlingeskinker og lignende gode sager. I flere religioner spillede Enen en stor rolle. Ægypterne brugte en  blanding af Enebær, myrrha og kalmus som røgelse i templerne. I Norden var Enebær lige fra oldtiden et helligt træ og matte ikke fældes. For kristne var den lige så hellig, også fordi sammenvoksningen i bærkoglen danner et korslignende tegn.  Sammen med bukkeblad har Ene været brugt til en styrkende bitterte. Af veddet har man udskåret skeer og drikkeskåle. Ved at brænde det i et lukket kar udskilles Enebærtjære, som har været anset for god mod lammelser og reumatisme.

Enebær har gennem de sidste tre århundreder været brugt ved fremstilling af Genever i Holland, hvor kemikeren Sylvius af Leyden siges at være dens opfinder. Bærrene tilsættes under destination af alkohol produceret af majs, rug, sukkerrør eller kartofler, i nyere tid kemisk fremstillet. Navnets oprindelse er fra Enebærrets  latinske navn juniperus communis. I England blev Genever forkortet til Gin, der fremstilles både usødet og sødet. Enebær, der indeholder op til 2 pct. æterisk olie, 20-40 pct. sukker, garvestof, harpiks, fed olie og syrer, bruges endvidere ved fremstilling af tyske brændevine som eksempelvis Wacholder og Steinhager. I Sverige har man lavet vin og brændevin af Enebær, undertiden sammen med ribs, som ansås for at være rensende og et godt middel mod skørbug. Et husråd mod gigt var indgnidning med Enebærsprit.

Bærrenes lange modningstid, der egentlig strækker sig over tre år, idet første års frugt er en lille lysegul knop, ligger bag ordsproget: ”Når alle Enens bær modnes på samme tid, er dommedag nær ”.

Enebær (juniperus communis)

Enen er en busk eller et lille træ i slægt med nåletræer. Den tilhører cypresfamilien, har sylformede, kransstillede blade og bærkogler (enebær) på størrelse med en ært. De er det første år grønne, de toårige blåsorte. Enen er tvebo, dvs. at han- og hunblomster ikke sidder på samme busk.
I Danmark gror enen fortrinsvis i Nord- og Midtjylland, på Møn og på Bornholm, især i sandede og øde bakkedrag, i moser og på hede.

Blomstringstid: maj-juni.

Bærrene indeholder garvesyre samt fede olier med har­piksagtig aromatisk smag og lugt.
I mangfoldige år har enen været anvendt i farmacien. I gamle dage brugtes den også mod hekseri. I dag er den meget udbredt som et raffineret krydderi i madlavningen. Endelig er enebær det vigtigste smagsstof i al ægte Gin, en vandklar drik, der fremstilles i mange lande, også i Danmark.

En enebærbitter har en karakteristisk krydret og fin smag. Nogle ynder at blande enebærbitteren med en tonic­vand til en long drink.

VEJLEDENDE FREMGANGSMADE:

Det er især de blåsorte enebær, der anvendes. De grøn­ne har en terpentinagtig smag.

Bærrene høstes i september måned, skylles og lægges til tørring en dag eller to. Før de sættes på snaps, stødes de let i en morter.

Dosering: 25-30 stk. enebær overhældes med 1/2 fl. (35 cl) snaps.

Trække tid:       8 -14 døgn.

Det anbefales at prøvesmage undervejs, indtil smagen passer ens smagsløg.

Husk før prøvesmagning at ryste flasken, da enebærolien flyder ovenpå.

Bitteren filtreres gennem en si, et kaffefilter holder for mange af de smagsgivende olier tilbage.

Farven er gul – og bestandig.

Bærrene kan tørres og gemmes til senere brug.

Egeknopper

Allerede når Egen om efteråret har ofret sine blade for at kunne overleve vinterens frost og kulde, har den sat de knopper, der skal blive til nye lysegrønne blade, når foråret og solen igen vender tilbage.

Det må være nogle enormt sejlivede og optimistiske tingester, disse små, nøgne knopper, der kan overleve med den udsatte placering, de har, og det var da også tanker i den retning, der gjorde, at vi fik lyst til at trække en bitter på dem, og vi blev ikke skuffede. En bitter på egeknopper er en virkelig flot oplevelse.

VEJLEDENDE FREMGANGSMADE:

Knopperne kan hentes fra engang i november og til hen på foråret (dog ikke for tæt på løvspring); men tænk på, at for hver knop, man plukker, mangler Egen et blad til sommer, så fordel plukkeriet over så mange grene og træer som muligt.

Dosering: 50-60 knopper overhældes med ½ fl. (35 cl) snaps.

Trække tid:    3 – 4 måneder.

Filtreres gennem et kaffefilter.

Den drikkeklare bitter er flot mørk rødbrun og må gerne hvile nogle måneder eller mere.

Smagen: Den bør du selv bedømme!

Knopperne kan tørres eller fryses til senere brug.

En sødlig snaps med en fin smag af figen.

1 stang kanel,  

3 Brændte figner,

1 tsk. Anisfrø,  

20 stykker sukker.

Alle ingredienser kommes på 75 cl. Brøndum, Kornsnaps eller anden neutral brændevin.

Trække tid:         5 døgn.  

derefter filtreres den og hældes tilbage på flaske.  

Denne snaps får en gylden farve og en sødlig smag.

Fyr er et af Danmarks ældste skov tæer, der for 12.000 år siden skød op i et næsten skovløst land med spredte birkelunde. Den havde sin bedste tid sammen med birken nogle årtusinder frem, men blev efterhånden skygget ud af lind, eg og el, der sammen dannede en mørk og lukket nordisk urskov. Kun på åbne steder, langs kyster og på mindre øer fik den det lys, den krævede, men for et par århundreder siden blev de sidste rester af den gamle fyrreskov omhugget til gavntømmer og brændsel til saltudvinding. Den blev dog snart efter indført igen og voksede op i plantager, særlig i Jylland. Samtidig indførtes en ny art, bjergfyrren fra Centraleuropas højlande. Den blev plantet i de magreste hede- og klitegne, som værn mod sandflugt og til læ for 1øvtræer. Både skovfyr og bjergfyr vokser nu over hele landet, bjergfyrren ofte i have- og parkanlæg.

Recept.

I maj-juni vokser fyrrens nye friskgrønne skud ud af alle gren ender. En flaske fyldes med disse nye skud, dækkes med alkohol, trækker i 1-2 døgn, og den lyse, gule essens filtreres fra. Den har en stærk, krydret aroma og skal fortyndes meget, før den drikkes.

Bjergfyr giver en endnu bedre og mildere smag, hvis man udelukkende vælger nye skud, der i maj og begyndelsen af juni ved roden bærer et neapelgult bælte af hanrakler. De skal plukkes inden raklerne bliver rustrøde og støvet begynder at forlade dem. Disse gule manchetter indeholder i titusindvis af støvkorn, pollen kaldes de. Mest udsøgt bliver kryddersnapsen, hvis man alene vælger hanraklerne, der nemt kan stryges af i mængde. Dem kan man roligt lade trække en uges tid i alkohol, inden den let gyldne essens filtreres fra. Fortyndet har den en mild og særpræget smag.

Gran kan bruges på samme måde som fyr, men nogle foretrækker tørrede grannåle, eksempelvis juletræets, fordi den terpentinolie, de indeholder, bliver mindre fremherskende i essensen. Også kogler af fyr og gran kan udtrækkes til en særpræget bitter og skal henstå indtil et par måneder, inden udtrækket hældes fra og drikkes fortyndet.

*

Bjergfyrrens nåle indeholder forskellige æteriske olier. I dens pollenkorn er der, som hos alle andre planter, koncentreret livsenergi, som nogle mener kan overføres til mennesker, men herom er der uenighed mellem lærde. Også safran, støvfang af krokus, der dyrkes i de sydlige lande, har man tillagt sådanne egenskaber. På besøg i en ørkenlejr i det arabiske blev jeg engang budt på kaffe, der var rav gylden af safran. Da jeg bemærkede, at sheiken brugte meget safran i
sin kaffe, svarede han straks: »Hvad ville du gøre, hvis du havde fire koner?« Derfor har jeg også prøvet at udtrække essens af safran. Den bliver meget kraftig, får en prægtig gul farve og en særpræget smag, som kun få vil synes om. Desuden er safran meget kostbar, og man skal have den urensede, som er almindelig i basaren i arabiske byer.

Et udtræk af fyrreved omtales i en lægebog skrevet af Kjeld Bjerg, en af Vestjyllands »kloge folk« i slutningen af forrige århundrede. Den fortæller: »Råd for Vind Kolik. 1 Pot Brændevin derpå sættes Fyrspån af rød Fyrtræ, som er rigtig fed af Harpiks. Det står på i 48 tyve Timer, heraf tages en Snaps, når det behøves«.

At friske fyrreskud indeholder værdifulde stoffer har man erfaret i gammel tid, hvor de har været anvendt virkningsfuldt mod skørbug. Dette skyldes den C-vitaminholdige askorbinsyre. Man har sat dem til ø1 eller kogt dem med malurt, rod af 1øvetand, modne knuste enebær og rødknæ og efter kogningen tilsat peberrodssaft, et afkog som menes virkningsfuldt mod skørbug, blegsot, gigt og meget mere.

Den balsam, der flyder ud af fyrren, når dens bark beskadiges, består af harpiks opløst i terpentin, der kan destilleres fra og anvendes medicinsk, eksempelvis som terpentinomslag ved luftrørskatar, nerve- og gigtsmerter. Fyrretjære har været brugt et par tusind år som lægemiddel både indvortes og udvortes og bruges endnu i salver ved mange hudsygdomme. En fyrreekstrakt af nålene, der udvindes ved kogning i vand, bruges stadig til forfriskende karbad.

Grå Bynke

Grå Bynke tilhører kurvblomstfamilien. Den er en flerårig urt med en 60-120 cm høj stængel med grå hår. Bladene er fjersnitdelte med hvidfiltet underside og grøn overside. Blomsterne er rødbrune og sidder i talrige små uanselige kurve i rigt forgrenede stande.
Grå Bynke er almindelig overalt i Danmark, hvor den vokser vildt ved vej kanter og markskel.

Blomstringstid: Juli – August.

Planten er fyldt med aromatiske stoffer og bitterstoffer, som betinger dens anvendelse til krydder-brændevin. Tid­ligere brugtes den til mange formål inden for medicinen. I dag benyttes bladene undertiden i husholdningen som et pikant gemysekrydderi.

For den, som ynder en kraftig bitter, må Grå Bynke være sagen.

VEJLEDENDE FREMGANGSMÅDE:

De små friske blomster afraspes, skylles og tørres på en avis, indtil det meste skyllevand er fordampet.

Dosering: 5 cl ikke sammenpressede blomster tilsættes ½ fl. (35 cl) snaps.

Trække tid:    4 – 5 døgn.

Filtreres gennem et kaffefilter. Farven er lys og bestandig. De afraspede og skyllede blomster kan tørres og gem­mes til senere brug. Mange foretrækker endog de tørrede blomster til fremstilling af denne bitter.

Guldblomme er en af den jyske hedes pragtblomster og kaldes også volverlej. Fra en bladroset skyder en indtil en halv meter høj stængel i vejret og sætter 1-3 store gyldengule blomsterkroner, der springer ud ved midsommertid. Ofte ses mange volverlej i klynger, udskudt fra samme rodstok, der ligger så dybt, at den skånes under hedebrand. Dens gyldne farve er derfor særlig pragtfuld og dominerende på en sort og afsvedet hedeslette, hvor den står og strækker hals under navnet ”æ kåk’ hu’e”, hanehoved.

Recept.

Blomsterne, der indeholder æterisk olie, klippes nyudsprungne af, de grønne bægerblade fjernes, og de gule kronblade fyldes på flaske, dækkes med alkohol og sies fra efter 3-5 dages forløb. Essensen har da en fin rødgul farve. Godt lagret og stærkt fortyndet er smagen usædvanlig fin og ejendommelig.

*

Volverlej har fra gammel tid haft ry som elskovsmiddel og tillige været brugt mod mange sygdomme som eksempelvis feber, blodflod og gigt. Desuden har den været brugt i øl, både for sin smags skyld og fordi man mente, den havde gavnlig virkning efter fald og forløftning, hvad der godt kan have sin rigtighed, fordi den indeholder arnicin. Jyske hedebønder tørrede blomsterne og brugte dem som snus, mens franske hyrder anvender bladene til tobak. I Jylland havde man tiltro til dens virkning som frugtbarhedsmiddel og gav køerne blomsten lige før de skulle til tyren. I Himmerland overrakte unge karle den udvalgte pige en volverlej, som bandt, hvis den blev modtaget. Endnu sælges guldblomme på apoteker, almindeligst som arnikatinktur, opkaldt efter dens latinske navn arnica montana, som bruges mod hævelser fra stød og slag. Dens ry som fosterfordrivelsesmiddel har holdt sig til vore dage, men indtaget i store mængder er den livsfarlig. Udtrækket kan virke irriterende på maveslimhinden. Det er blandt andet plantens fine behåring, der irriterer, men det undgår man ved omhyggelig filtrering af essensen.

Gul snerre

Gul snerre har navn efter sin lyse karry gule, rigt blomstrende dusk på en 10-15 cm opretstående stængel, hvorom spidse blade sidder i krans, 8-12 stykker sammen. Ofte ses den som et gyldent tæppe på sol åbne magre og tørre bankers syd skrænter, i klitter og langs markveje. De talrige urter er sammenbundet af et udstrakt rodnet, hvorfra de enkelte blomster skyder op. Den nøjsomme plante kendes fra det meste af Europa, det nordlige Asien og Amerika. Overalt har den tiltrukket sig opmærksomhed ved sin stærkt krydrede duft og friske farve. Herhjemme er den mest kendt under navnet Jomfru Maries sengehalm, i Jylland Maries ”Sæng’ bo’nd”, eller ”Vor Frues sengehalm”. Navnet skyldes måske, at man i katolsk tid har forestillet sig, at Jomfru Maria har plukket den som leje for Jesus-barnet i krybben.

Recept

Gul snerre indsamles først på sommeren, netop før udspring hen mod midten af juli. Blomsterduskene sættes friske på flaske, dækkes med alkohol og trækker et døgn, hvorefter essensen filtreres fra. Den kan drikkes med det samme, men skal fortyndes meget for at få sin særlige smag, der kommer endnu bedre frem ved langvarig lagring. Plukkes den for sent eller tørres den, udvikles det samme stærke smagsstof som i Skovmærke og Gulaks, der gør den vammel.

*

Fra ældgammel tid har Snerre været benyttet og kendes således i mængde fra stenalderens alpelandsbyer og andre oldtidsfund. Som lægeplante anbefales ”Vor Frues sengehalm” af Henrik Smith »i all Mad oc Drick brugt, er en Theragelse, for alle Ormis oc Hugormis forgifft oc Eder« og »Ild i hende sæt, oc en Røg aff hende giort, giør det samme, oc hvor som samme Røg heden kommer, kand intet forgifftigt Diur bliffve«. I Vestjylland har det været skik at binde ”Maries sæng’ bo’nd” i krans og hænge den op i stuen, både som pynt, fordi den gule farve holder sig som evighedsblomst, og for dens stærke, krydrede duft, som den har fælles med de vanlige grønne kranse, der bindes af skovmærke.

Havtorn

Havtornen tilhører sølvbladfamilien. Den er en 2-4 m høj, stærkt grenet busk med smalle sølvglinsende blade og talrige kraftige grentorne. Busken er tvebo, og blomsterne er ganske små.

Blomstringstid:   Maj måned.

Hanbusken er uden bær, mens hunbusken i september måned, når frugterne modnes, er højst dekorativ med dens store klynger af orangerøde bær – kaldet falske bær, da de egentlig er nødder.

Havtornen vokser vildt i klitter, fortrinsvis de jyske, men gror også på Møn. Desuden dyrkes den som prydbusk i mange haver. Frugterne er fulde af c-vitaminer.

En bitter brygget på havtorn har vel en særdeles særpræget smag, som ikke alle ynder, mens den hos mange hører til blandt favoritterne.

VEJLEDENDE FREMGANGSMÅDE:

De røde bær afklippes med en lille saks (forsigtigt – tornene stikker), skylles og lægges i et glas med låg og dækkes med snaps til en essens.

Trække tid:    2-3 måneder eller mere. Ryst glasset nu og da!

Efter filtrering bør essensen lagre, jo længere jo bedre. Måske dannes der bundfald, som nødvendiggør endnu en filtrering. Herefter fortyndes essensen meget, indtil den er lys gul – eller efter smag, men den drikkeklare bitter skal være »tynd« for at kunne nydes. Og hvis man så har tålmo­dighed til at lade sin havtorn bitter henstå på et mørkt sted 3-4 år, gerne længere, så er den bare hjemme!

Bærrene kan fryses til senere brug.

Hæg

Hæg kaldes også Majtræ og findes i det østlige Jylland og på øerne, som oftest i skovbryn og levende hegn, enten som buske eller mindre træer. Hæg blomstrer i maj med hvide, hængende klaser på fjorgamle skud og søges på grund af sin stærkt søde, lidt vamle duft af talrige bier og andre insekter.

Recept.

De sorte stenfrugter høstes hen på sommeren, når de er fuldmodne, dækkes med alkohol i en flaske og trækker en uges tid. Essensen sies fra og henstår til klaring, omhældes og drikkes meget fortyndet på grund af den stærke smag.

*

Hæg, der fandt vej til Norden i tidlig skovtid, har i folketroen været anset for ondt afværgende, sikkert på grund af sin ejendommelige duft. Den skyldes indhold i bark og ved af amygdalin, der består af bittermandelolie, druesukker og blåsyre. Den kan fremkalde forgiftning, hvis den indtages i for store mængder, men den smule, der findes i essensen af bærrene, er ikke farlig. Friske eller tørrede bær med knuste kerner er tidligere blevet udtrukket i vin, som derved fik en særlig smag, mange kunne lide. Denne Hæg-bærvin blev undertiden destilleret og det gav en drik, der havde ferskenbrændevinens smag og duft.

Hæg

Hægen er et lille flerstammet træ af rosenfamilien. Barken, der er mørk og glat, har en ubehagelig lugt. Bladene er fint savtakkede og elliptiske. Blomsterne, der er hvide og stærkt duftende, hænger i klaser.

Hægen er vildtvoksende i de fleste danske skove.

Blomstringstid:   Maj måned.

Frugterne, der kaldes hæg bær, er kugleformede sorte stenfrugter med en lidt snerpende smag. Det er dem, der anvendes til bitterfremstilling.

En hæg bitter er let og blid med en udpræget mandel­smag.

VEJLEDENDE FREMGANGSMÅDE:

I september måned indsamles de sorte bær, der skylles og dækkes med snaps.

Trække tid:     ca. 4 måneder.

Man har nu en smuk rød essens til fortynding, hvis man overhovedet synes, den skal fortyndes?

Bærrene kan fryses eller tørres til senere brug.

Kalmus

Kalmus er mellem de senest indførte, forvildede planter i Norden, kun knap et årtusinde gammel heroppe. Dens hjemsted er de varme lande, oprindelig Indien, så dens vandringsveje har været lange. I midten af 1500-årene sendtes den som gave til de kejserlige haver i Wien, hvorfra den blev videregivet til fyrster og gejstlige mange steder i Europa. Andre veje over Østersøen har ført denne eksotiske sump plante til Norden, hvor den ikke engang er i stand til at sætte frugt, men formerer sig gennem løsrevne dele af sin rod stængel. Dens sværdformede meterhøje blade og kolbeformede gulgrønne blomster stande, der kun røber deres duft, hvis de bliver beskadiget, vokser mangfoldige steder her i landet i moser og langs å- og søbredder. Et slag med en kæp er nok til at sprede dens duft, som tillige har givet den navnet vellugtende flæg.

Recept.

Det er kalmusens svære rodstok, der siden oldtiden har været brugt til krydderi og som lægeplante, oprindelig indført fra Indien og Persien som pulver. Den indsamles tidligt om foråret, »efter at Isen er smeltet, eller sildig om Efteråret«. Rodstokken renses for trævler, skæres i mindre stykker, flækkes og tørres hastigt på et luftigt sted, så den holder sin lyse farve, og sættes på alkohol, inden den bliver brun. Deri trækker den en uges tid, filtreres og drikkes meget fortyndet.

*

Kalmus har siden oldtiden været brugt mod mange sygdomme som eksempelvis vattersot, nyrelidelser og leversygdomme. Gammel hoste er blevet kureret med kalmus røg. Som værn mod pest er den blevet tygget, tillige som erstatning for skråtobak i krigstider. Vestjyllands »kloge folk« har brugt den mod megen dårligdom, men også ved mælkesvigt hos køer og forhekselse, tillige på brændevin mod indvortes pine.

Kalmusrodens store indhold af aromatisk olie og bitterstof er siden 1500-årene sammen med talrige andre krydderier af franske munke blevet brugt til likørerne Chartreuse og D. 0. M., der står for Deo
Optimo Maximo – Til Gud den almægtige.

Klitrose

Klitrose er mellem de yndigste af alle vilde blomster. Dens gul kantede, hvide kronblade overrasker i juni og juli i yppigt flor på lave, grønne buske i den inderste klitrække langs Jyllands vestkyst, på den grå klits skrænter mellem andre nøjsomme vækster. Nogle steder danner den knæhøje, tætte tornede krat, fordi de enkelte buske skyder op fra et sammenhængende rodnet, der kan være vidt forgrenet. I andre egne af Danmark kan den med held findes, f.eks. ved Tisvilde i Nordsjælland.

Klitrose er i øvrigt vidt udbredt på De britiske Øer, i Holland og Sydvestnorges kyst egne og findes fra Lilleasien gennem Sibirien til Nordvestkina. Efter dens voksested kaldes den også sandrose og på Sydvestjyllands Øer og fastland hode og højeke.

Recept.

Når klitrose er afblomstret kommer dens sortblå hyben frem. De er bedst til kryddersnaps, selv om kronbladene også kan bruges, så vel som kronbladene på de andre vilde roser som rynket rose og æblerose. Dens hyben tørres let i skygge, dækkes med alkohol, trækker mindst en måned, filtreres og essensen kan drikkes fortyndet med det samme, men vinder i finhed og fylde jo længere den lagres.

*

Rosens smukke blomsterflor og udsøgte duft har fra oldtidens dage været højt skattet. For flere årtusinder siden har de gamle kulturfolk i Persien og Lilleasien dyrket og forædlet den i deres haver. Hos dem lærte grækerne haverosen at kende, og de førte den videre til romerne, hvorfra den nåede klosterhaverne over hele Europa. I Kina var rosen lige så værdsat, og overalt er dens skønhed blevet højt lovprist. Et vældigt opsving fik haverosen i 1700-årene, hvor mange nye forædlede arter opstod ved krydsning mellem asiatiske og europæiske roser.

Til kosmetik bruges rosenolie. For at frembringe et kilo olie, skal der presses 3-4000 kg knapt udsprungne blomsterknopper, der også bruges til rosenvand, rosenhonning og rosengelé. Ved de arabiske sheikehoffer får man altid et stænk rosenvand i sin højre hånd ved velkomsten og kan da blive, til der igen bydes rosenvand.

Klitrose

Klitrosen er en slægt af rosenfamilien. Den er en knæhøj stærkt grenet busk med tæt stillede udadrettede torne. De ca. 6 cm lange blade er ulige formede med 5 -11 savtakkede små blade. De forholdsvis ret store blomster, som er både kønne og velduftende, er næsten rent hvide med svagt gule kanter. De står alene på en lang stilk. Frugterne, der kaldes hyben, er nærmest sorte og næsten kuglerunde.
Klitrosen gror, som navnet siger, i klitter. Den er vildt­voksende på den jyske vestkyst og i Tisvilde Hegn i Nord­østsjælland. Nogle steder ses den som et lavt tæt krat, opstået ved at klitrosens lange rødder, som er vidt forgrenet i et rodnet, har fået nye buske til at vokse frem. Rødderne virker tillige som gode sandbindere. På grund af de yndige blomster dyrkes klitrosen også i mange haver og anlæg som en værdsat prydplante.

Blomstringstid:   Juni – Juli.

I modsætning til de fleste vildtvoksende planter har klitrosen ikke været anvendt i medicinen. Den stammer fra Centralasien, hvorfra den senere kom til Sydeuropa, og det fortælles, at de romerske munke medbragte den til Norden, da de i middelalderen bragte lægeurter herop.
En klitrose bitter har en behagelig frisk smag.

VEJLEDENDE FREMGANGSMADE:

Det er klitrosens hyben, vi anvender. De sorte hyben indsamles i oktober måned. De skylles og tørres let, kommes i et glas og overhældes med snaps.

Trække tid: 1 måned eller mere.

Herefter filtreres den og fortyndes efter smag – hvis der overhovedet skal fortyndes. Bitteren kan godt drikkes umiddelbart efter fortynding, men den helt fine smag kommer først frem, hvis man lader den hvile i nogen tid, jo længere, jo bedre.

Farven: smuk rubinrød.

Frugterne kan tørres eller fryses til senere brug.

Klokkeensian har navn efter sin klokkeformede blomst, hvis dybe himmelblå farve ses i August – September i Vestjyllands hedemoser og grå klitter. I det øvrige Danmark er den sjælden, undtagen som prydplante på stenhøje i haver. Fra en lodret rodstok skyder de 10-35 cm høje blad- og blomsterbærende skud op, først med en enkelt klokke i spidsen, senere med flere. Klokkeensian hører til den store Gentiara-familie, som findes i mange arter i bjergegne på den nordlige halvkugle, oftest blå, men også violette og røde, sjældnere gule eller hvide. Af de fem arter i Danmark er klokkeensian den eneste flerårige.

Recept.

Det er ikke klokkeensians dejlige blå blomster, som er bedst til kryddersnaps, men derimod den korte lodrette rodstok, der graves op i Juni – Juli før blomstringen eller hen på efteråret, når den igen har samlet kraft. Rodstokken skylles, flækkes nogle gange og tørres et par dage i skygge, inden den lægges i alkohol. Der trækker den en uges tid, hvorefter essensen hældes fra og kan bruges fortyndet med det samme, men dens fine og appetitvækkende bittersmag udvikles ved lagring.

*

Fra gammel tid har ensians forskellige arter været benyttet som lægemiddel. Dens latinske navn pneumonanthe betyder lungeblomst, og den har tidligere været anset for et godt middel mod lungesygdomme. Kina kejseren Shen-nung, der for næsten fem årtusinder siden skrev en urtebog om 1000 lægeplanter, nævner den sammen med opiumvalmue, rabarber rod og baldrian, hvoraf udtræk endnu bruges i medicin som appetitvækkende og fordøjelsesfremmende på grund af deres glykosid-bitterstoffer.

»Kloge folk« i Vestjylland, hvor den er at finde, har til vore dage brugt roden stødt til pulver mod mange sygdomme og sat på brændevin mod »Mavevinde, Kolik og Klemsel«. I Alpelandene gror en særlig art, som kan have en op mod en meter lang og 6 kg tung rodstok, hvis udtræk bruges som øjenvand og mod hudsygdomme, men også til fremstilling af snapsen Enzien.

Kvan

Kvan er en af de urter, der i middelalderen og senere var højest anskreven som lægeplante. Man mente, dens undergørende virkning skyldtes, at den var en gave fra en engel, Angulus, deraf dens latinske navn Archangelica, som betyder ærkeengel. De almindelige urter af slægten må nøjes med navnet Angelica, hvoraf deres danske navn Angelik er overtaget direkte. Den kaldes også engelskjær og engleurt. Kvan er meterhøj med glat, rødlig stængel, dybt indskårne blade og kugleformede, hvidgrønne blomsterskærme samlet i dusk. Ved sin krydrede duft påkalder den opmærksomhed i enge ved åer og fjorde, hvor den blomstrer i juni-august, men hører til de sjældne.

Kvan omtales i sagaerne og blev dyrket i vikingetid i kvangårde, små stenhegnede haver på nogle få kvadratmeter, som man ser det i dag på Færøerne. Det nævnes tillige, at kvan især vokser i haver og på kirkegårde, hvor den plantes med flid.

Recept

En frisk smag giver kvan, når man plukker et nyudskudt blad, stikker det i en flaske, fylder op med
brændevin og lader det trække et døgn. Brændevinen får da en liflig vårgrøn farve, der efter nogle dages forløb bliver gullig og noget mere sødladen. Hvis en flaske fyldes med blade, skal essensen efter 3-4 døgn sies fra og henstilles til lagring. Roden giver en stærk ekstrakt og har været meget anvendt i medicinen. »Den må opgraves tidlig om Foråret førend Majmåned; den kan lettelig forbyttes med Skov-angelikroden, som ser mørk ud og har flere Rod trævler«, fortæller Bendt i 1812 og fortsætter: »Den må hastig renses, og Rod trævlerne må skæres bort. Den flækkes derpå i Længden, og tørres hastigt på et varmt luftigt Sted«. Også modne frø kan bruges til udtræk, og herom siger lægebøger: »Frøet og Roden haffve ens Dyder, og er lige kraftige«.

*

Kvannens blade og stængler har fra ældgammel tid været spist friske og har et stort vitaminindhold. Stænglerne bydes endnu på Færøerne og i Island til tørret, rå fisk. I Frankrig kandiserer man dem og nyder dem som slik.

Roden ansås i hele Europa for det bedste middel mod pest. Så store ladninger fra norske fjorde blev i pestens tid i 1300-årene udskibet fra Bergen og andre norske fjord byer, at den mange steder næsten blev udryddet. Roden helbredte ikke alene den frygtelige sygdom, mente man, men beskyttede tillige mod smitte, hvis den blev tygget. Også mod mange andre sygdomme ansås den for virksom. En af Vestjyllands »kloge folk« Henrik Kokborg, der virkede i forrige århundrede, brugte den meget. Hans selvlavede medicinskab, der nu kan beses på Herning Museum, har således mærkesedlen
angelikrod på en af dets 12 skuffer. I hans medicinbog, »En lille Udtog af Syprianus, indeholdende en Del nyttige Råd og Videnskaber; der kun må anvendes med et kristeligt Sind i Nødstilfælde, så at det ikke skal blive dig til Synd«, Både Kokborg og andre af hans samtidige anbefaler angelikrod mod mangen dårligdom, hvad også alle middelalderlige lægebøger gør. Så rodfæstet var troen til engleurt, at den endnu i 1918-19 blev brugt mod spansksygen, der da hærgede Danmark.

Her anbefales kvan-brændevin til dem, der kan lide en lidt sødlig, krydret smag, som mange sikkert vil genkende fra den franske Bénédictiner likør D. 0. M. Det var munken Bernardo Vincelli, der i 1510 brændte den med blandt andet kvan som smagsstof. Hvis man sætter pris på dens særlige aroma, 1ønner det sig at anlægge egen kvangård.

Kvan

Kvanen er en slægt af skærmplantefamilien. Den er en 1-2 m høj flerårig plante med en stærkt krydret duft. Bladene er dybt indskårne og sidder på en glat stængel, der forneden er rødlig. Nederst på bladstilkene sidder en opblæst skede. Blomsterskærmen er hvidgrøn og stærkt hvælvet.

Blomstringstid:   Juni – august.

Plantens hjemsted er de arktiske egne, og den omtales i de islandske sagaer. I Danmark er den ret sjælden som vildtvoksende, men kan findes på strandenge, ved fjord­kyster og åer. Mange dyrker imidlertid planten i deres haver, ikke blot fordi den er dekorativ, men de unge blad­stilke, der er fyldt med c-vitaminer og i forårsmånederne har en frisk og aromatisk smag, kan anvendes i madlav­ningen, efter at det yderste lag er skrællet af, lidt som bladsel­leri-stilke.

Nogle forveksler kvanen med den langt mere almin­delige store bjørneklo, som har de samme voksesteder i Danmark. Dog er det let at se forskel, for bjørnekloen har en stærkt behåret stængel, og den store skærmer flad. Desuden har den en ret ubehagelig lugt.

Kvanen var forhen en højt skattet lægeplante, og i flere lande bruges den endnu i medicin- og madlavningsindustri­en. Den har et stort indhold af æterisk olie, garvestof m.v. og derfor er den også fortrinlig til bitterfremstilling.

En kvanbitter har en krydret og lidt sødlig smag.

VEJLEDENDE FREMGANGSMADE:

Man kan bruge såvel blade som frø, stængel og rod. Hvilken del, man foretrækker, er en smagssag, men basis smagen er den samme.

Bladene giver efter vor mening det bedste resultat, når man stikker et blad eller to (afhængig af bladstørrelsen) i en flaske og fylder op med snaps.

Trække tid: højst 1 døgn.

Bliver bitteren for stærk, fortyndes med snaps, bliver den for svag, trækkes der videre på nye blade.

De helt friske forårsskud ‘giver den blødeste bitter.

Stænglen. Brug en kopfuld fint snittet stængel til en hel flaske snaps.

Trække tid: 8-14 døgn.

Prøvesmag undervejs og fortynd eventuelt med en neutral snaps.

Frøene. Fyld frøene på en flaske og dæk dem med ca. den dobbelte mængde snaps.

Trække tid: 8-14 døgn.

Resultatet bliver en essens, der skal fortyndes meget. Ifølge Gunnar Stavnsbo giver de umodne frø den lækreste bitter.

Roden. Roden skal renses godt, da bitteren ellers vil smage af jord. Skær den i skiver eller put hele rodstykker i en flaske (det sidste er det mest dekorative) og fyld op med snaps.

Trække tid: 8-14 døgn, eller lad roden blive i flasken

og fyld efter med snaps, så længe den giver smag. .

Ifølge Gunnar Stavnsbo giver den tørrede rod en stærk, men god bittersmag, mens en bitter på den friske rod er mere blød/sød.

Farven: Det gælder for alle bitterne, at de er næsten farveløse.

Malurt

Malurt er en plante, hvis udtræk har givet navn til gruppen af let bitre kryddersnapse, der kaldes bjesk. Man sagde i Jylland, at det hjemmebryggede øl blev temmelig bjesk, det vil sige besk, af malurt, som man tilsatte for at gøre det holdbart. Malurt dyrkedes i gamle dage i alle bondehaver, kvindens ager, over hele Danmark og brugtes som lægedom mod alskens dårligdom hos folk og får, desuden mod trolddom, hekseri og utøj af alle slags. Det var altid manden selv, som satte malurten på brændevin, der var så anset, at selv afholdsmænd tog den for sygdom. Havemalurten hører hjemme i Middelhavsområdet, hvor den fra meget gammel tid har været brugt som lægeplante. Den er  tidligt blevet indført overalt i Europa, hvor den dyrkedes i mange haver, hvorfra den ofte forvildede sig ud på landet. Havemalurten er en meterhøj sølvgrå halvbusk, der blomstrer i juli-august med små lysegule kroner i kurve.

Strandmalurten hører til de vilde urter og findes overalt langs Danmarks kyster, hvor strandengene når ud til det salte vand. Den er kun halvt så høj som den dyrkede malurt, står ofte i flok og lyser i de mørkegrønne enge med sin sølvgrå pragt. Den er derfor let at indsamle til snapsebrug og har alle dage været det.

Recept.

Ved udtrækning til kryddersnaps skal have- og strandmalurt behandles på samme måde, selv om de er lidt forskellige. Essensen fra havemalurt er gullig, mens den fra strandmalurt er umbrabrun. Man
udtrækker malurten enten frisk eller tørret i skygge nogle dage. Den let tørrede malurt bevarer sin aroma vinteren igennem, hvis den lægges i en stenkrukke med låg eller dybfryses. En gammel måde at lave malurtbjesk på er at stikke en enkelt eller et par grene i en klar flaske fyldt med alkohol og så skænke snapsen direkte fra flasken. Den fyldes op med alkohol, så længe den giver god smag. Det ser spændende ud med en sådan »vandplante« i en flaske, en måde jeg ofte selv benytter, også med et blad af Kvan. Endnu mere spændende er det, hvis man binder en flaske omkring en gren med en netop ansat pære og lader denne vokse sig stor i flasken. Når pæren er moden, fyldes flasken med alkohol. Den skal stå mindst et par år og være helt fyldt for at give den rigtige smag.

Den bedste måde at lave bjesk på er dog at afrispe den nyligt udsprungne malurt for blomster og  småkviste, dække med alkohol i en flaske og lade den stå i 1-2 dage, hvorefter essensen filtreres fra. Den skal henstå mindst et årstid, inden den fortyndes og nydes. Udtrækning 12 timer af frisk strandmalurt, plukket ved Fyns Hoved, anbefales af maleren og snapsekenderen Johannes Larsen. Har man tålmodighed giver en malurtsnaps, brygget alene på de nyudsprungne gule små blomster, et fint resultat.

En særlig måde at fremstille bjesk på har Albert Sandklef fra en af sine meddelere i Bjäre herred i Skåne, der her gengives i oversættelse: »Malurtbrændevinen eller bjesk som det kaldes her på stedet tilberedtes på fø1gende måde. I den sidste halvdel af august skulle malurten høstes. Man skar da hele planten af, bundtede den sammen og hængte den op f.eks. på loftet til tørring. Netop på det tidspunkt er blomsten som finest og det er blomsterne som bruges til bjeskning. Hele planten er et meget godt mølmiddel. Man behøver ikke at være bange for at der går møl i klæder, hvori man har lagt et par malurtkviste. Når man skal lave bjesk tager man nogle blomster og lægger dem på en tallerken, hælder lidt brændevin på og sætter så ild til det og lader det brænde et eller to minutter, slukker ilden og så sies væsken fra, den er da bitter og brun og så blandes den med brændevin. Det bliver da bjesk. Man kan bruge det som medicin mod ildebefindende, men her bruger man »bitter brændevin« når der er tale om at invitere til gilde. Det første gæsterne får når de kommer til selskab er netop en bjesk og så et stykke sukker, det hører sig til. Det er en meget gammel skik her på egnen og endnu i dag bruges den af dem som endnu engang vil invitere til et gammeldags gilde«.

*

Malurt har som omtalt været brugt fra gammel tid som læge- og krydderurt. Som møl middel har den været anset for et af de bedste, og den jyske udtale »møllert« kommer nær den oprindelige betydning af navnet, der er mølurt. Udtræk af havemalurten anvendes i de forskellige Vermouth vine og Absinth. Fremstilling af Absinth er imidlertid nu forbudt i Frankrig og Schweiz. på grund af den skadelige virkning af stoffet thujon, der er giftigt. Det er derfor ikke tilrådeligt at drikke den velsmagende bjesk i for store mængder. Malurtens bitre stof er absintin, der har en stimulerende virkning på fordøjelsen og spytafsondringen og vækker appetitten, lutter gode egenskaber, der gør den
egnet som morgenbitter og velkomstdrik til madrige gæstebud. Strandmalurten indeholder stoffet santomin, der siden oldtiden har været brugt som ormedrivene middel. Det udvindes nu af blomsterne på en beslægtet plante fra Turkestan.

Om malurtens betydning i Vestjylland indtil vore dage fortæller H. P. Hansen i »Kloge Folk«. Troen til dens kraft går over alle grænser i pottemageren Erik Lassens Cyprianus, trolddombog, fra slutningen af forrige århundrede, hvori der under afsnittet: »0m Creature at Sælge« står: »Tænd en ild hver Højtid Morgen af Svovl, Enebærris og Malurt, brænd det for den Høved, du vil sælge, så kommer der vist en Købmand«.

Martsviol

Martsviolen tilhører violfamilien. Den er en flerårig urt med en 3-10 cm lang stilk, der ved grunden er omgivet af halvrundeformede, rundtakkede blade. Blomsternes mørk­violette kronblade sidder uregelmæssigt.

Martsviolen findes dels som en dyrket haveplante og dels som vildtvoksende i krat og skove, i vejkanter, ved hus sokler, under buske m.v.

Blomstringstid:   Marts – april.

Af de 12 violarter, der findes i Danmark, adskiller martsviolen sig som værende den eneste, der dufter, og på grund af dens liflige duft dyrkedes den førhen i massevis i Frankrig, hvor den anvendtes i parfumeindustrien.

En bitter fremstillet af martsviol har en pikant smag. Man kan sige, at den smager omtrent, som den dufter.

VEJLEDENDE FREMGANGSMADE:

De små blomsterhoveder (med bægerblade) nippes af, skylles, tørres og sættes på snaps.

Dosering: 100 stk. blomsterhoveder overhældes med en 1/2 fl. (35 cl) snaps.

Trække tid: 3-5 døgn.

Filtreres gennem et almindeligt kaffefilter.

Farven er lysebrun med et svagt grønligt skær.

Det er ikke udelukkende de vilde urter, der kan anvendes til fremstilling af bittere. Også adskillige planter dyrket på friland indeholder aromatiske stoffer, der gør dem velegne­de hertil. Morgenfruen er en af dem.

Morgenfruen tilhører de kurvblomstredes familie. Dens blomster, der er ret store, er stærkt gule eller orangefarve­de. Da planten er meget dekorativ, ses den hyppigt i danske haver.

Blomstringstid: August – september.

For os har denne bitter, der udmærker sig ved en fin og noget speciel smag, føjet en ny faktor ind i det glædesregi­ster, vi kan tilbyde os selv og vore gæster.

VEJLEDENDE FREMGANGSMADE:

Kun kronbladene fra frisk udsprungne blomster anvendes. De plukkes af, skylles i en hårsigte eller lignende og lægges til tørring på en avis i et par dage.

Dosering: 5 cl let sammenpressede kronblade overhældes med 1/2 fl. (35 cl) snaps.

Trække tid:       7 – 8 døgn.

Bitteren filtreres gennem et kaffefilter.

Bitteren er drikkeklar umiddelbart efter fremstilling, men det anbefales at lade den hvile i mindst 14 dage.

Farven er meget lys gul.

De afplukkede kronblade kan tørres og gemmes til senere brug.

Mose-Pors

Mose-Porsen tilhører porsfamilien. Den er den eneste af de eksisterende ca. 40 arter af denne slægt, der findes i Dan­mark. Den er en lille ca. 1-1,5 m høj busk med små, stive, kileformede blade. Blomsterne er samlet i rakler. Hanraklerne, som egentlig er små kogler, er ca. 1,5 cm lange,  hunraklerne betydeligt mindre. De findes på forskellige buske. Mose-Porsen vokser i hedemoser i Jylland og i visse egne af Nordsjælland.

Blomstringstid:   Fra sidst april til midt maj.

Hele planten er fyldt med ganske bitte, bitte små, gule kirtler, der indeholder æterisk olie og aromatiske stoffer med stærkt krydret og harpiksagtig lugt og smag.

Vikingerne brugte porsen til at krydre deres mjød med, og som de fleste krydderplanter har også porsen været anvendt både som lægemiddel og som et middel mod hekse­ kunst.

En pors bitter kan laves på såvel blade som rakler. Bla­dene kan anvendes hele sommeren, men de unge forårs­blade (sidst i maj) giver den mildeste smag. Bruges rakler (april) skal det være de nyudsprungne hanrakler. Af disse får man en fornem bitter, mere rund i smagen end den, der er fremstillet på blade.

Porsen er fantastisk fuld af urtekraft. Uanset om man vælger blade eller rakler, vil en pors snaps være den helt rigtige for den, der ynder en kraftig bitter.

VEJLEDENDE FREMGANGSMADE:

Blade. Efter hjemkomst med porskviste pilles de friske blade af, skylles og lægges til tørring, indtil overfladevan­det er fordampet. Begynd ikke med at skylle og tørre, inden bladene afpilles, for da vil disse knuses under afraspningen.

Dosering: Ca. 60 blade overhældes med en 1/2 fl. (35 cl) snaps.

Trække tid: 2 døgn.

Filtreres herefter gennem et kaffefilter. En pors bitter må gerne hvile et par måneder før servering.

Farven er grøngul, men ændres efterhånden til lys brun.

Bladene kan tørres og gemmes til senere brug.

Rakler. Straks efter hjemkomst afklippes de små blomster og overhældes med snaps uden forudgående skylning og tørring for ikke at miste aromaen fra blomsterstøvet.

Dosering: 4 cl. rakler overhældes med en 1/2 fl. (35 cl) snaps.

Trække tid: 2 døgn.

Filtreres gennem et kaffefilter. Bitteren er drikkeklar efter filtrering, men vinder i smag, hvis den får lov til at hvile i nogen tid.

Farven er gylden, men bliver mørkere efter længere tids lagring.

De afklippede rakler kan fryses til senere brug

Mælkebøtte er en af de blomster, der først melder foråret. Legioner af dens gule blomsterkroner langs alle grøftekanter bryder landets brungrønne og blå farver, når solen skinner i de tidlige formiddagstimer. Blomsten lukker sig igen ved middagstid og på kolde, fugtige dage. Alle havedyrkere kender den som det stærkeste ukrudt. Derfor hedder den også fandens mælkebøtte. Den blomstrer sommeren over, men ikke med vårens overdådighed, og kendes tillige under navnene løvetand og luseblomst.

Recept.

Det er mælkebøttens nyudsprungne, langstilkede blomster, der skal bruges. En stor buket samles let. Med et snit gennem det grønne svøb, der må fjernes helt på grund af sin bitre smag, frigøres de 200 enkelt-blomster, som hvert blomsterhoved består af. De proppes i en flaske, dækkes med alkohol, trækker et døgn, hvorefter essensen filtreres fra. Den kan drikkes fortyndet med det samme og smager frisk og let syrligt.

*

Mælkebøtte kendes alene i Norden i omkring 500 arter og findes særlig på den nordlige halvkugle med centrum i Centralasiens bjerglande. Dens rod og blade har fra de ældste tider været skattet som
folkemedicin. I vore dage bruges bladene som salat og roden til kaffe tilsætning. Urtebøger anbefaler mælkebøtte som god for maven, urindrivende og blodrensende. Udvortes anbefales den som øjenvand og til at få kvindfolks ansigtshud klar.

Mælkebøtte har både et ejendommeligt navn og formerer sig på en mærkværdig måde, ved en slags jomfrufødsel, idet dens frø kan modnes og er spiredygtige, uden at blive bestøvet. Navnet hentyder
måske både til den hvide saft, der så rigeligt siver ud af stilken, når de plukkes, og til den lille pude, der lukker den afblomstrede stilk og minder om det skind, man førhen bandt over mælkespanden, når man bar den fuld hjem fra malkning på marken.

Perikon

Perikon hører sammen med malurt til de få planter af mange, der fra gammel tid og til vore dage, hvor kryddersnaps igen er kommet på mode, stadig har været i brug. Perikon har som malurt været dyrket i bondehaver, selv om de i de fleste egne vokser frodigt langs markskel og veje. Der ses dens guldgule, ofte lidt rødligt anløbne tvekønnede blomster, samlet i kvast på ranke, ca. 50 cm høje stilke med modsat stillede blågrå blade, der hen på sommeren bliver røde. Den blomstrer frodigt i juli-august.

Perikon findes i flere forskellige arter herhjemme: smuk perikon, dværgperikon, der er krybende, og prikbladet perikon, som er den bedste til snaps. Den har navn efter lyse prikker i bladene, hulrum,
som indeholder aromatiske stoffer. Den kaldes tillige Johannes-blod eller Johannesurt på grund af et rød violet farvestof i de gule blomster og blomsterknopper, som smitter af, når de klemmes mellem fingrene. Andre navne er blodblomst og jordhumle.

Recept.

Perikon afskæres i buket og efter et par dages tørring i skygge afklippes de veludviklede blomsterknopper og nyudsprungne blomster, der kommes i flaske, dækkes med alkohol og henstår 3-4 dage, inden filtrering. Den får en prægtig rubinrød farve, dybere jo mere koncentreret essensen er, men den skal før brug fortyndes, så den bliver gennemsigtig. Først derved kommer dens usædvanlig fine aroma frem.

Smagsstofferne findes i en kirtel i spidsen af de mange støvdragere, hver blomst har. De bliver let beskadigede, hvis blomster og knopper rives af i marken. Til senere brug kan veludviklede blomsterknopper nedfryses i en plasticpose eller tørres i skygge og opbevares i en lukket stentøjskrukke.

*

Siden oldtiden har perikon blandt andet på grund af sit røde farvestof været anset for en fremragende lægeplante. Den romerske kejser Neros græske læge kaldte den mandsblod. Navnet Johannesurt fik den, fordi legenden siger, at den spirede frem af de blodsdråber, som faldt fra Johannes Døberens afhuggede hoveds tunge, da Herodias stak i den med en nål, fordi den så ofte havde talt hendes mand Herodes Antipas så dristigt imod. En anden legende beretter, at det var blodet fra den korsfæstede Kristus, som fik den til at vokse frem. Derfor fik perikon naturligvis en fremtrædende plads både som medicinplante og som afværgende mod ondt. At den tilmed ved gnidning afgav en duft som røgelse, gjorde den så stærk, at den kunne drive den onde selv på flugt og fik derfor tilnavnet djævelens flugt. At perikon har medicinsk virkning, er der ingen tvivl om. Dens røde farvestof, hypericin, er beslægtet med et af blodets farvestoffer og planten indeholder desuden asterisk olie.

Selv om der for flere hundrede år siden er skrevet mod perikon som afværgende middel, så holdt troen sig alligevel i Vestjylland, hvor den kaldes perikum, op til vor tid. Den nævnes her mellem de urter, man stedse bør have i beredskab i sit hus mod »Hekseri og sligt«. Der er den desuden blevet brugt både til brændevin og te.

Nu er det perikons røde farvestof, hypericin, som menes at gøre den til et virksomt lægemiddel på flere områder. Medicinsk bruges udtræk af den mod mave- og tarmbesvær, ligesom den skal være virksom mod karkramper, fordi kapillar-gennemstrømningen øges. Også til helbredelse af depressioner og som stimulerende og opkvikkende på legemsfunktionerne er hypericin blevet anvendt med held i vore dage.

At perikon har farmakologiske virkninger, er der ingen tvivl om. Det er endvidere godtgjort ved undersøgelser i Nordafrika, hvor perikon kan blive mandshøj og er tæt voksende, at græssende kreaturer bliver lys-overfølsomme, får »lyssyge«, når de æder den i mængde. Bliver de overfølsomme dyr tillige udsat for stærk sol bestråling, ophidses de og får brandvabellignende udslæt. De røde blodlegemer tilintetgøres, og i særlig ondartede tilfælde kan det ende med døden. Dette viser, at udtræk af perikon sammen med sol bestråling kan være farlig, men i den nordiske fimbulvinter og med de mængder, der går til en god perikonsnaps, behøver man ikke at frygte hypericinen.

Påskesnaps

Som alternativ til den traditionelle snaps får du her en spændende opskrift på brændevin med pistacienødder.

Du skal bruge følgende:

250 g hakkede usaltede pistacienødder,
1 stang vanilje, (som skæres over på langs),
5 dl Brøndum snaps,
evt. lidt sukker

Kom nødderne og vaniljestangen i snapsen og lad det stå i 14 dage – husk at ryste det af og til.

Filtrer nu blandingen, indtil væsken er helt klar, (kræver flere filtreringer). Drikkes iskold til frokosten eller lad den trækker videre med lidt sukker i yderlige 14 dage og nyd den som aperitif.

Fortyndes: 1 : 7 eller 1 : 10 alt efter smag, vinder meget ved lagring, (6 måneder eller mere).

God Påske.

Rejnfan

Rejnfan er måske den bitreste af alle urter til krydderbrændevin, men den indtil en meter høje ranke plante med fligede blade og guldgule kurveblomster, samlet i halvskærm, er tillige en af de smukkeste. Den ses almindeligt over hele landet langs markveje og hegn, tit i tætte klynger, opvokset fra en stærkt forgrenet rodstok. Den har hjemme i Mellemeuropa og Asien, er senere ført til Nordamerika med nybyggere. Rejnfan, der også kaldes guldknap, rønfer, regnfang og ormekrudt, sidstnævnte hentyder til dens brug som orme fordrivende middel, hører sammen med røllike til de mest standhaftige planter mod bilernes udstødnings os og vokser derfor endnu langs stærkt befærdede veje, hvor andre urter for længst er gasset ud. Den findes således talrigt ved Amager Fælledvej, men der skal man ikke plukke, hvis man vil undgå blyforgiftning. Som røllike er rejnfan blevet opdyrket i størrelse til prydplante i haver.

Recept.

Af rejnfan kan både blomst og blade anvendes. Blomsten høstes fra juli til September, men kun de nyudsprungne bruges. Bladene skal helst plukkes inden blomsterne springer ud. Blomster eller blade kommes i flaske efter et par dages tørring i skygge, dækkes med alkohol, trækker højst 2-3 dage, hvorefter essensen filtreres fra. Den har en grøngullig farve og meget skarp smag, der skyldes indhold at bitterstoffet tanacetin, så den skal fortyndes meget inden brug. Desuden indeholder den æterisk olie.

*

Rejnfan har været meget anvendt til folkemedicin i mange lande, særlig som orme fordrivende middel. Også mod trolddom og som elskovsmiddel var rejnfan god. Den sikrede både mod lynnedslag og forrådnelse. Troen på dens kraft har i Vestjylland holdt sig til vore dage. Dér er dens blomster blevet kogt i sødmælk mod kighoste og som ormemiddel til føl og børn. I sengehalm er den god mod lopper og blandet i hakkelsen mod kværke hos heste. Den »kloge mand« Henrik Kokborg blandede den sammen med mesterurt, malurt, dyvelsdræk, dild frø, løvstikke, hvidløg, kalmusrod og meget andet til et pulver: »med Guds Bistand, et sikkert Middel mod alle slags Sygdomme, og
Trolddom hos Fæ«.

Rævling.

Rævling er mellem de nøjsomste af alle planter, vokser på de magreste steder i Europa og de nordlige områder i Asien og Amerika. Selv på det øde Spitsbergen, i Ellesmereland og det nordligste Grønland kan man finde dens modne bær. Rævling´s græske navn émpetrum hentyder til vokseplads på klipper. I Jylland kaldes den krækkebærlyng, fordi dens
lave tueformede dværgbusk med lange krybende grene vokser på hederne mellem lyng, eller Sortbær, Swot’bær, på grund af dens ofte overdådige mængde på blanke, sorte bær, der sidder tæt sammen på grenskuddene. På vore breddegrader kan rævling blive en bred og lav busk, der fra en kraftig pælerod sender lange krybende grenskud ud til alle sider. Disse langskud slår rod og danner efterhånden selvstændige buske og er derved med til plantens spredning, der ellers foregår ved fuglenes hjælp. Det er kortskuddene, som bærer blomster og bær. De gamle grene og stammer kan opnå en anselig tykkelse, der kan variere meget på den enkelte gren, som med sine snoninger ofte ligner en kraftig tovende. Selv en meget lille dværgbusk kan være meget gammel – en rævlinge gren fra Grønland, der kun målte fire millimeter i radius, havde således omkring 55 årringe.

Recept.

Rævlings bær plukkes, når de er godt modne i juli, kommes på flaske eller glas, som må fyldes helt, dækkes med alkohol og trækker i 3-4 måneder, inden essensen, der får en prægtig dybrød farve, filtreres fra. Fortyndet har den en uovertruffen aroma. Vil man have et lidt hurtigere resultat, hældes bærrene på flaske gennem en snæver tragt og søndres samtidig med en strikkepind, som er nødvendig, fordi de straks sætter sig fast i tuden.

Det lønner sig at skylle bærrene godt og tørre dem en dags tid, før de flaskes, fordi en lille, hæsligt smagende tæge også kan lide deres sødme. Tægen har mange navne, kaldes »æ swotbærmand«, konge eller tyv. Man siger, at den pisser på bærrene.

Også rævlingens blomster kan udtrækkes til en forunderlig kryddersnaps, men for at komme i besiddelse af dem må man have mere end almindelig tålmodighed, fordi de er bittesmå og uanselige. Blomsterne er allerede fremme i april og således mellem de allertidligste herhjemme. Både kronblade, støvdragere og støvfang har en dybrød farve, og det er de store støvfang, der afsondrer den særlige nektar, som giver den forunderlige aroma.

Flere andre bærfrugter kan som rævling udtrækkes til en udmærket krydderbrændevin, der nok i farve, men ikke helt i aromaens særpræg kan måle sig med den. Det gælder blåbær, tranebær, tyttebær, brombær, skovjordbær, skovhindbær, ribs og solbær. De skal alle behandles på samme måde som rævling for at give den rigtige smag. Den bliver væsentlig ringere, hvis de først koges og saften derefter tilsættes brændevin. Kun på den her anbefalede måde nærmer smagen
sig de sydlandske brændevine af de samme frugter, som eksempelvis Framboise, der er destilleret af gæret hindbærsaft. Den og de andre indførte frugtbrændevine er alle meget dyre og må desværre ikke fremstilles ved hjemmebrænding, der, som alle ved, er strengt forbudt.

*

Nyplukket rævling har en lidt flad og kedelig smag, hvorfor den aldrig har fået den folkeyndest, som dens udsøgte aroma fortjener. Kun hyrdedrenge plukkede den for tidsfordriv og for at læske sig på varme sommerdage på heden. Kun få kogte saft, swotbærmælk, af bærrene, men af den kan man lave den herligste frugtgrød. I folkemedicinen er rævling kendt som urindrivende middel, mens dens langskud i Jylland har været brugt til kreaturtøjr, som hyrderne samlede og snoede, når de om sommeren vogtede får. Sammen med plukning af krøsbær og tyttebær, hørte det med til deres pligter, men når husbondens behov var dækket, kunne den flittige få en god ekstraskilling ved salg af bær og reb. De fint snoede rævlinge reb blev også brugt som tækkegarn i fattige hede egne i tidligere dage. De kraftige rævlinge ris blev dengang bundet til limer, koste, til at feje de lerstampede gulve med i boligerne. Da man i krigsårene på grund af afspærringen måtte savne indførte materialer til koste og børster, opstod der en betydelig industri, hvortil der som i gamle dage brugtes rævlinge ris.

Rævling.

Rævlingen tilhører rævling familien. Den er en lav, krybende, lyngagtig busk med nedliggende grene, der er tæt besat med små, stedsegrønne, nåleformede blade, der har en lys stribe på undersiden. Planten er tvebo. Dens små uanselige blomster er mørkerøde, hanblomsterne lidt lysere. Rævlingen er ret almindelig i de magre jyske områder, hvor den især forekommer i klitter og på heden. Den ses sjældent i Østjylland og på øerne. Den kendes let selv på stor afstand, idet den fremstår som store, skinnende grønne pletter i den mørke lyng eller i klitternes marehalm og græs.

Blomstringstid:   April.

Frugterne, der modnes sidst i juli eller i begyndelsen af august måned, er nogle ærtstore, blanke sorte bær, som i det jyske ofte kaldes sortbær eller swotbær. Det er dem, vi bruger til at trække på, når vi ønsker en rævlingbitter.

I gamle dage anvendte hedebonden rævling grenene til at lave koste, børster og reb af.

VEJLEDENDE FREMGANGSMADE:

Bærrene plukkes, når de er fuldmodne (juli/aug.), fyldes på glas og dækkes rigelige med snaps. Før bærrene fyldes på glas, bør de skylles grundigt, da en lille, hæsligt smagende tæge, kaldet »æ swotbærmand«, tilsyneladende også elsker de små bær.

Bærrene kan på tørre eller magre jorde synes små og tørre, men vil som regel være utroligt saftfulde, og når man trækker på sådanne meget saftige bær, er der risiko for, at saften nedsætter alkoholprocenten så meget, at man risikerer, essensen begynder at gære. Derfor anbefales det, at man tørrer bærrene delvist, f.eks. i en 50-75° varm ovn, før de fyldes på glas.

Trække tid: 3 – 4 måneder eller mere.

Herefter filtreres den og fortyndes efter smag.

En rævlingbitter er en kende sødlig, men har en karakteristisk og fin aroma, den vinder i smag efter længere tids lagring.

Farven: Flot rødbrun.

Røllike

Røllike er en af de standhaftigste vilde planter i den danske flora. Dens hvide skærme på en indtil en halv meter høj stængel skyder op fra en lav bladroset. De ses i tætte grupper overalt i landet på udyrket jord, langs veje, på bakkeskrænter og gamle græsmarker fra juli og langt hen på efteråret. Røllike er mellem de ældste lægeplanter og findes overalt i Europa og Asien, hvorfra den med nybyggere har spredt sig til Nord og Sydamerika, Grønland, New Zealand, Australien og andre egne.

Overalt har man værdsat dens krydrede duft og smag, der har givet den en stor plads i folkemedicin og overtro. Den må ikke forveksles med den beslægtede nyserøllike, som gror på noget fugtigere steder, har større og færre blomster og lancetformede blade på stængelen i modsætning til den almindelige røllikes fjerdelte løv.

Recept.

Rølliken plukkes i buket, når blomsterne er nyudsprungne, hvide eller svagt rosa. Senere bliver de mere grå eller gullige. Efter et par dages tørring i skygge klippes blomsterskærmene af, kommes på flaske, dækkes med alkohol og trækker 4-5 dage, hvorefter essensen filtreres fra og henstår til klaring. Drikkes meget fortyndet efter lagring. Let tørrede blomsterskærme kan gemmes på stentøjskrukker med låg til senere brug eller dybfryses.

*

Den græske læge Dioscarides, berømt for sine fem bøger om lægemidlerstilberedning, særlig af planter, og deres virkning, gav for snart et par årtusinder siden rølliken tilnavnet »soldaterurt«, fordi den af soldaterne blev brugt til sår behandling og som middel mod diarre.

Derfor hørte den med til udrustningen. Dens latinske navn, Achillea millefolium, har sin første del fra krigeren og kongesønnen Achilles, der kæmpede så tappert ved Troja, men til sidst blev dræbt af et pileskud i haslen, hans eneste sårbare sted, deraf udtrykket »Achilleshæl«. Den anden del af navnet er direkte oversat og betyder tusindblad efter plantens stærkt opdelte blade. Sagnet fortæller, at Achilles lagde røllikens løv som lægedom på sine soldaters sår. På samme måde er den senere brugt mangfoldige steder, blandt andet I Frankrig, hvor man kaldte den »tømmermandsurt«, fordi  særlig tømmermændene benyttede den, når de huggede eller skar sig.

Som lægeplante er røllike meget ældre, omtales i Kina i »Historiens Bog«, der begynder i året 2357 før Kristus. Den fortæller år 1122, det trettende i kong Wu’s regeringstid i Choustaten: »Undersøgelse af  tvivls-(spørgsmål). Personer, som forstår sig på spåning ved hjælp af skildpaddens skjold og røllikeplantens stængler, udvælges og ansættes, hvorefter befatning til varselstegn kan udstedes ….. De vil fra varselstegnene kunne forudsige, om der er gode eller dårlige tilskikkelser i vente. Der kan udledes syv forvarsler i alt – fem fra skildpaddens skjold og to fra røllikens stængler, hvorved vildfarelser kan åbenbares.« Omtrent samtidig nedlagde bronzealderfolket i Danmark i Egtvedpigens kiste en røllikeblomst, der således vel også har haft magisk og lægende kraft her i landet for tre årtusinder siden. I Vestjylland har man brugt afkog af den til vore dage mod maveonde, gigt, krampe og ved sår behandling. Desuden anvendtes den til te og som krydderurt ved øl brygning og på snaps. Det er røllikens indhold af æterisk olie og bitterstoffet achillein, der giver den medicinsk værd.

Rønnebær

Rønnebær har tidligt på efteråret de dejlige koralrøde bær, som slet ikke er sure, hvis de bruges på rette måde,  ikke mindst i brændevin. Alle kender det fagre træ med de gyldenhvide blomster tidligt om foråret og de røde bær klaser i det spillende gullig røde efterårsløv. Det uligefinnede blad, opdelt med 6-8 par spidsovale, savtakkede små blade, adskiller den almindelige røn fra de andre rønne træer som bornholmsk røn og tarmvrid røn.

Det lyskrævende og nøjsomme træ, der sjældent er over ti meter højt, ses overalt i Danmark i hegn, krat og skovrydninger. Røn er vildtvoksende i Lilleasien, Vestsibirien og Europa, hvor det på fjeldene når op til skovgrænsen.

Recept.

Både de røde bær og blomsterklaserne er fine til kryddersnaps. Bærrene plukkes, når de er godt modne. Får de lov at sidde for fuglene, så er de sødest efter en frostnat. Ellers har man dybfryseren, hvor de bevarer deres smag, hvis de optøes i alkohol. Efter en månedstid filtreres essensen, der har en svagt rød farve. Den skal fortyndes så meget, at den udsøgte bittersmag bliver mild.

Blomsterne plukkes lige før udspring, rispes af klaserne og dækkes med alkohol i 3-4 døgn, hvorefter den gyldengule essens filtreres fra. Den har bærrets smag, men desuden honningens sødme og anses derfor af mange som den bedste. Rønnebær tilsættes i Østeuropa som smagsstof ved destillering af vodka, der betyder livsvand, og almindeligvis er en absolut ren alkohol uden farve, duft og smag. Både blomster og frugter på Vildabild, Paradisæble, Tørst og Hyld kan udtrækkes på samme måde som røn. Heraf giver hylden en smag, som ikke alle synes om.

*

Rønnebær  har fra gammel tid været anset for hellig og undergørende, et godt middel mod trolddom og hekseri. Dette gjaldt ikke mindst flyverøn, træer der vokser højt til vejrs i mur revner på bygninger og kirketårne og i toppen af stynede pile- og poppeltræer. Der er den blevet sået af fugle, som efterstræber de røde bær, hvis frø kan passere deres fordøjelseskanal uden at miste spireevnen. Om flyverøn sagde man, at det onde var magtesløst overfor et træ, der ikke havde haft sin rod i jorden. Derfor blev flyverønnens træ brugt som værn for hus, dyr og redskaber. Troen på rønnetræets kraft går i Danmark tilbage til bronzealderen, hvor en rønnepind er mellem de tryllemidler, en kvinde fik med i sin grav. I kristen tid tillagdes røn undergørende virkning, fordi man mente, at Jesu kors var lavet af dens træ.

Mens det er røns træ, der særlig har været anvendt som beskyttende i gamle dage, så er bærrene blevet brugt mod nyresten og skørbug og som urindrivende middel. Til gele er rønnebær fortræffelig. I tidligere tid var de på Bornholm erstatning for rosiner i hjemmelavet blodpølse.

Skovmærke

Skovmærke er bøgeskovens forårsbebuder og sammen med anemone, fladstjerne og syre det første grønt på den umbrabrune skovbund. Det er særlig den, der med sin stærkt krydrede duft jager vinterskovens lugt af forfald på flugt. Den ti cm høje skovmærke samler sig i tætte grupper og skyder i vejret til den dobbelte højde med små hvide blomster når anemonen sætter frø, og undgår derved at kappes med den.

Recept.

Skovmærker skal plukkes lige før eller i den allerførste blomstringstid. En flaske fyldes med friske skud, der dækkes med alkohol og henstår 24 timer, hvorefter den irgrønne essens filtreres fra og fortyndes til en passende smag. Man har da en fint krydret snaps, der året igennem ved sin duft vil bringe forårets første skovtur i erindring. Hvis tørrede skovmærker anvendes, får brændevinen en smag, der er for stærkt sødlig for de fleste, og som genfindes hos vellugtende gulaks, som kan bruges på samme måde. Under tørring udvikles stoffet kumarin hos både skovmærke og gulaks.

*

Skovmærke, mysicke eller bukkar, som den også kaldes, har været brugt som lægeplante for hjerte og lever. For barselkvinder bandtes den under fødderne for at fremme fødslen. Til fodbad blev udtræk af den brugt mod træthed i fødderne.

I Rhinegnene og andre vinlande har man fra ældgammel tid krydret søde hvidvine med friske skovmærker og fået sommerdrikken »Maitrank«. Herhjemme har man fra arilds tid bundet grønne kranse af de unge skud, hængt dem op under loftsbjælkerne for deres rare vellugts skyld, eller gemt dem mellem tøj i kister og skuffer som middel mod møl og andet utøj. Efterhånden som de grønne kranse blev tørre og brune tog deres duft til og holdt sig en vinter lang.

Slåen

Slåen er mellem forårets første budbringere. Dens millioner af hvide blomster viser sig før løvspring som brodsøer i skovbryn, levende hegn, på udyrkede bakker og strandbrinker. De hvide blomster bliver hen på efteråret til runde, blå duggede stenfrugter, der sidder mange sammen på hver sin korte stilk. Der holder de stand længe efter at bladene er faldet og langt hen på vinteren. Slåen er en omkring et par meter høj busk, der danner tornede krat, gode ly for markens vildt. Den findes overall i Danmark, dog sjældent i Vestjylland, og er vildtvoksende det meste af Europa og Forasien.

Recept.

Det er de runde, glatte blå bær, der plukkes til at krydre brændevin. Først hen på vinteren efter adskillige frostdage er de gode. Da har kulden omdannet deres sure, snerpende smagsstoffer til noget mere sødt. Man skal dog ikke vente for længe med indsamlingen, da bærrene søges så ivrigt af fugle, at selv rigt bærende buske, man har gået og ventet på, kan være fuldstændig afplukkede, når de opsøges efter frostens indtræden. Her kommer dybfryseren til hjælp. Frugterne kan
indsamles, når de er velmodne og inden frost, hvor fugle ikke bryder sig om dem. Det er tit vanskeligt at plukke slåenbær på grund af grenenes lange spidse torne. I tidligere tid var det gårdenes piger, der indsamlede dem til syltetøj og vin. De lagde deres forklæder under buskene og tærskede dem af med en kæp.

De frostmodne bær fyldes i en bredhalset flaske eller et glas, dækkes med alkohol og trækker et par måneder, hvorefter væsken sies fra og henstilles til klaring en uges tid, hvorefter essensen hældes på en ny flaske til lagring. Essensen, der har en vidunderlig dybrød farve med et let blåligt skær, skal fortyndes meget. Det lønner sig at skylle bærrene godt, inden de lægges i alkohol, for at undgå bismag af fugleklatter og insekter.

Smid endelig ikke bærrene bort, når alkoholen er hældt fra dem, for stenene skal også bruges. De giver en af de fineste kryddersnapse, der findes. Stenene klemmes ud af de fugtige bær og knækkes med en stålnøddeknækker. Kernerne stødes i en porcelænsmorter og kommes i alkohol, hvor de trækker nogle måneder, inden de filtreres fra. Man har da en klar, farveløs snaps med udsøgt mandelaroma.

Også fuglekirsebær, der er vildtvoksende i skove og hegn, samt surkirsebær, der findes i haver og er bedst kendt som syltekirsebær, er gode til kryddersnaps. De behandles nøjagtigt som slåen. Både frugtkød og kerne kan udnyttes. Kernerne indeholder amygdalin, der består af bittermandelolie, druesukker og blåsyre, hvoraf sidstnævnte er giftig. Den findes dog i så små mængder, at der skal drikkes talrige snapse, før den bliver skadelig.

*

Saften af slåenbær, der har et stort indhold af garvesyre, har man blandet i øl, som derved fik smag som vin og var virksom mod mavebesvær. Blomsterne udtrukket i varmt øl blev brugt som afføringsmiddel for børn.

Valnød

Valnød hører til i haver, parker og på gårdspladser og er et fremmed træ herhjemme, indført fra de sydlige lande. I Grækenland og Lilleasien er valnødden vildtvoksende og findes talrigt som vejtræ og i landsbyer i hele Syd- og Mellemeuropa. Herhjemme plantes den for sine gode nødders skyld og for sin smukke, hvælvede krone, når træet står frit.

Recept.

Til krydderbrændevin bruges den grønne, endnu umodne valnød, der plukkes midt på sommeren, når den har fået sin fulde størrelse. Nødderne skæres i fire stykker, fyldes i et glas med låg, dækkes med alkohol og trækker et par måneder, hvorefter essensen sies fra. Efter klaring hældes den på en ny flaske til lagring. Koncentratet får en smuk gyldenbrun farve og skal fortyndes godt.

*

Valnødden hører julen til og nydes på grund af sin velsmagende kerne, der indeholder op til 40-50 pct. olie med flere forskellige smagsstoffer. Denne olie udpresses og bruges blandt andet til de fine franske oliefarver. Her i landet har man brugt umodne frugter og blade til brunfarvning af hjemmevævet klæde.

Må jeg tilstå, at mens de forskellige recepter blev nedskrevet, stod den pågældende kryddersnaps som oftest på bordet til stadig kontrol. Af de udvalgte syvogtyve er der selvfølgelig nogle, man synes bedre om end andre, men favoritterne har skiftet gennem årene. Talrige gæster har udtalt deres mening om de forskellige snapses smag, og den har tit været meget forskellig fra husets. Nogle urteudtræk har stået til fals i årevis, men det er kun sunket lidt i flaskerne, indtil den dag, hvor deres særlige aroma faldt i nogle gæsters smag. Så blev der drukket op. Afgørende for smagen er, om kryddersnapsen bydes blank eller der spises til, og hvad man spiser.

De smagsstoffer til snaps, den danske flora frembyder, er talrige. Selv har jeg prøvet omkring det dobbelte af de ovennævnte, så der er mange muligheder for nye kryddersnapse for den, der vil forsøge sig frem. Flere har jeg ikke brudt mig særlig om, som eksempelvis grå bynke og vellugtende kamille, mens jeg anser andre, som blomst af liljekonval, for farlige, og derfor er de ikke omtalt. Derimod vil jeg gerne anbefale lindeblomster og martsviolens fint duftende blomst til eksotisk kryddersnaps. Hvis man har lejlighed til at dyrke fremmede krydderurter, kan flere af dem anbefales til snaps som for eksempel ambra, anis, basilikum, fennikel og mesterrod. Løvstikke og rosmarin bryder jeg mig ikke særlig om til det formål. Inddrages ydermere krydderier fra udlandet, så er der ingen ende på herlighedernes mangfoldighed.

Det er der heller ikke, hvis man begynder at blande de forskellige krydderier sammen. I de senere år er snapse med en snes eller det dobbelte antal forskellige krydderier blevet lanceret på markedet, men på mig virker de fleste enten som en flov og ubestemt smag på tungen eller et haglskud på smagsløgene. Ved sammenblanding af talrige udtræk  i en bitter regner fabrikanterne måske med, at de enkelte smagsstoffer vil finde frem til sit særlige publikum og derved gøre bitteren mere almen. Sådan tænkte man også for et par årtusinder siden, da universallægemidlet Theriak blev fremstillet af et meget stort antal stoffer. Til Theriak medgik udtræk af talrige forskellige urter, men også sager som hjortetak, moskus, enhjørningshorn, perler, diamantstøv og elfenben, samt hjortepenis, myggefedt og hugormekød. Troen på Theriaks virkning holdt sig gennem århundreder til op mod vor tid. Der findes imidlertid mange gode blandingssnapse, gennemprøvet fra gammel tid herhjemme. De bedste af dem består af 4-5 forskellige krydderier. Et stort og godt udvalg til efterprøvning og forlystelse findes let tilgængeligt i Holger M. Rasmussens gode vejleder »Brændevinsgrisen« og skal ikke gentages her.

Også som sjus kan forskellige kryddersnapse bruges. Det gælder naturligvis enebær i tonicvand, men også strandmalurt, begge tilsat presset citron eller revet citronskal. Perikon og rønnebær i soda, enkeltvis eller sammenblandet, er en forfriskende sommerdrik.